Pastaaften i klubben: fællesspisning som limen i en forening
I Italien ved man noget, mange danske foreninger er ved at lære: at man ikke bliver et fællesskab ved at træne sammen. Man bliver det ved at spise sammen. Træningen er anledningen. Måltidet er det, der gør, at folk kender hinandens navne.
Flere og flere idrætsforeninger har opdaget det og indført den månedlige fællesspisning. Én aften, hvor hele klubben spiser sammen efter træning: børn, forældre, trænere, seniorer, bestyrelse. Og det, der viser sig at virke bedst, er noget så enkelt som en stor gryde pasta.
Hvorfor pasta?
Fordi den kan laves til hundrede mennesker af tre frivillige, der ikke kan lave mad. Fordi børn spiser den. Fordi den tåler at stå. Fordi den koster næsten ingenting pr. portion. Og fordi en god tomatsauce med lidt tålmodighed og ordentlig olivenolie smager af noget, der er lavet med omhu, selv om den er lavet i en gryde på fyrre liter.
En klassisk klubaften kunne se sådan ud: pasta med to saucer, en tomat og en flødebaseret, en skål revet ost, et par store salater og brød. Ingen forret, ingen dessert, medmindre nogen bager. Det er ikke en restaurant. Det er en familie på hundrede personer, der spiser sammen.
Planlægningen: mindre end man tror
Den største barriere er, at nogen tror, det er svært. Det er det ikke, hvis man holder sig til tre regler. Én ret. Ét indkøb. Tre frivillige, der har hver sin opgave: indkøb, madlavning og oprydning. Indkøbslisten til hundrede personer fylder en side, og den kan genbruges hver måned med små justeringer.
Tilmelding er nødvendig, ellers ved ingen, om der kommer tyve eller hundrede. De fleste klubber bruger deres medlemssystem til det, så folk kan tilmelde sig og betale på én gang. Og betalingen er vigtig, ikke for at tjene penge, men fordi folk kommer, når de har betalt. Et måltid til en lav pris pr. person dækker råvarerne og lidt til.
Pengene, der bliver tilovers
Og her kommer en pointe, som overrasker mange klubber: Fællesspisningen giver overskud. Ikke stort, men stabilt. Hundrede mennesker, der betaler lidt mere, end pastaen koster, giver et par tusinde kroner om måneden til klubkassen, og det er penge, der er tjent på en aften, folk alligevel var glade for.
Det er ikke den eneste måde at skaffe flere indtægter til klubkassen
, men det er en af de få, der samtidig gør klubben stærkere. Lotterier og sponsorater giver penge. Fællesspisning giver penge og fællesskab. Flere klubber har øremærket overskuddet til noget synligt, en ny bænk, en udstyrspulje, en tur, så alle kan se, hvad pastaen blev til.
Bordet som mødested
Det vigtigste ved fællesspisningen er ikke maden. Det er bordene. Lange borde, hvor man ikke selv vælger, hvem man sidder ved siden af. Den nye familie, der ellers kører hjem med det samme, sidder pludselig over for formanden. Teenageren sidder ved siden af en senior, der har spillet i klubben i fyrre år. Træneren spiser med forældrene til de børn, han træner, og opdager, at de er flinke mennesker.
Det kan ikke planlægges på et bestyrelsesmøde. Det sker, fordi folk sidder ned i en time med mad foran sig og ikke kan gå. Og når de rejser sig, kender de tre mennesker, de ikke kendte før.
Få folk til at komme
Den eneste udfordring, klubberne nævner, er at få folk til at vide, at det sker. Opslaget på Facebook drukner. Mailen læses af kassereren og ingen andre. Det, der virker, er gentagelse og synlighed: en fast dag hver måned, så folk ved, at den første torsdag er pastaaften, og en påmindelse de steder, folk faktisk kigger.
Mange klubber har en skærm i hallen eller klubhuset, der viser holdplanen, og dér er en nedtælling til næste fællesspisning en af de ting, der flytter flest tilmeldinger. Løsninger som KlubKlar
lader klubben lægge sådan et slide ind ved siden af holdplanen, så det ses af alle, der går forbi, også dem, der aldrig åbner en mail. Og en skærm, der viser “Pastaaften torsdag, 63 tilmeldt”, får de sidste tredive til at melde sig til, fordi ingen vil være den, der ikke var der.
Det italienske princip
Det er ikke tilfældigt, at det er pasta. Italienerne har bygget et helt samfund på idéen om, at et måltid er noget, man deler, og at den, der laver mad til mange, giver noget, der er større end maden. Den danske forening, der stiller en gryde på fyrre liter på bordet den første torsdag i måneden, gør præcis det samme. Den siger: I hører til her. Og den siger det med tomatsauce, hvilket er den mest overbevisende måde, det kan siges på.